Bag om bøgerne

Jeg er vild med research og meget af det er der jo slet ikke plads til i bøgerne. Så på siden her tillader jeg mig at slå mig løs og til gengæld får du mulighed for at gå på opdagelse på kryds og på tværs i hvad der nu interesserer dig fra den historiske virkelighed bag bøgerne MORD I DELEGATIONEN og LIG I LABYRINTEN

Vi starter ved begyndelsen og ser hvor vi når hen.

Rejsen til Paris

Vi begynder i historien bag MORD I DELEGATIONEN. De alvorlige, frakkeklædte mænd du ser på billedet herunder, er virkelighedens medlemmer af den dansk-slesvigske delegation på vej til fredskonferencen i Paris. Den 27. februar 1919 kl. 15 stævnede de ud fra Frihavnen, ombord på ØK’s motorskib MS Fionia.

Som det fremgår af deres ansigtsudtryk spænder følelsesregistret fra stille resignation over en lidt træls opgave til rendyrket glæde over den verdenshistoriske begivenhed, de står overfor.

Den danske delegation ombord på MS Fionia

På billedet her, der er delt med tilladelse fra Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, ser du fra venstre mod højre; Andreas Grau, Nis Nissen, Emil Glückstadt, H.D. Kloppenborg Skrumsager, H.P. Hanssen, Niels Neergaard, Alexander Foss, C.V. Bramsnæs, P. Munch, H.N. Andersen og en af delegationens medrejsende sekretærer.

For at undgå de løsrevne søminer, der stadig gjorde al sejlads risikofyldt, sejlede man nord om Skagen, op langs Norges kyst mod Bergen og først derfra krydsede man over mod Newcastle og sejlede ned langs den engelske kyst, inden man krydsede over til Boulogne, hvor man lagde til 3. marts kl. 10 om formiddagen.

Som sagt foregik sejladsen ombord på MS Fionia, et stolt motorskib der tilhørte Østasiatisk Kompagni og altså dermed også manden der står som den næstsidste i billedets højre side; den ikoniske skibsredder H.N. Andersen.

MS Fionia

Undervejs i min research var jeg så heldig at få lov til at se tegningerne til MS Fionia på M/S Museet for Søfart. På billedet her ser du rygesalonen, der i bogen er omdannet til kontor for Karl Aksel Svanberg og Vera Lund, samt en række kahytter med eget toilet.

MS Fionia tegninger - historien bag MORD I DELEGATIONEN

Jeg havde oprindelig givet Fionia alt for mange saloner i manuskriptet til MORD I DELEGATIONEN, så det krævede noget omskrivning, da jeg fik lov til at dykke ned i tegningerne.

Til gengæld åbenbarede en masse andre skønne hemmeligheder sig. Som for eksempel det lille “up” på de sidste trin i den svungne trappe, der afslører, at spisesalonen under rygesalonen og de fine værelser er hævet en lille smule, så der kan komme dagslys ind øverst i de blændede vinduer.

Du kan besøge Museet for Søfarts billedarkiv og finde mange flere billeder af M/S Fionia og hendes søsterskibe.